Hvad kommer min barndom psykologen ved?

Screenshot 2014-12-20 00.49.09

Psykologer har mange meninger om dette spørgsmål – skal jeg absolut indstille den mentale tidsmaskine til barndommen, når jeg går til psykolog?

Det vil jeg se lidt nærmere på.

Står du og skal vælge psykolog, har du måske overvejet, om det skal være kognitiv terapi eller en psykodynamisk orienteret psykolog – eller noget helt tredje. Måske har tanker om psykologens køn også strejfet dig.

Psykologer er forskellige. De arbejder med forskellige terapiretninger. Blandt psykologer verserer der mange holdninger til spørgsmålet, om hvilken terapi der er bedst for klienten. Og som følge af dette, er der også mange meninger, om psykologer bør stille skarpt på klienternes barndom.

Der er psykologer, der anser barndommen som gerningsstedet for nutidige psykologiske udfordringer for klienterne. Ifølge dem bør tidsrejsen indstilles til barndommen. Ved at bearbejde fortiden løser klienten sine aktuelle problemer. Er psykologen tilhænger af gode, gamle Sigmund Freud går rejsen tilbage til klientens spæde år, mens en kognitiv terapeut indstiller det terapeutiske kompas mod fremtiden.

Min erfaring er, at hvis barndommen har været brolagt med tab og svigt, er det næsten umuligt at undgå at kigge barndommen dybt i øjnene. Den rumsterer stadig i klientens tanker, følelser og krop. Så for at blive klog på nutiden og fremtiden skal klienten rejse tilbage til fortiden.

Hos nogle klienter – der lider af stress – kan psykologen springe fortiden over. Det handler i højere grad om at nedbryde uhensigtsmæssige stressmønstre. Og det er selvom vores uheldige stressmønstre også kan være et tegn fra fortiden. Alligevel behøver psykologen ikke at åbne en hel grav af fortidige minder – det handler blot om at ændre dårlige nutidsvaner.

Psykologer har deres terapeutiske kæpheste, som de ridder af under den psykologiske behandling. De mener, at lige netop deres terapeutiske retning er den bedste. Svaret på alle klienters bønner om et liv uden psykiske kvaler. Forskningen siger imidlertid noget andet. Forskningen fortæller, at der ikke er nogen retninger, der er de andre overlegne.

Kognitiv terapi har vist rigtig gode behandlingsresultater. Det har været en gave for psykologien, at kognitiv terapi har ladet sig underkaste alverdens undersøgelser og ladet sig undersøge i hoved og ende … – så at sige – og vist, at den gør en forskel. Kognitiv terapi har ladet hånt om de psykologer, der peger fingre af psykologisk forskning, fordi de mener, at psykologiske fænomener ikke kan måles og vejes – derfor afviser de resultaterne.

Men forskningens stemmer taler deres tydelige sprog – der findes ikke nogen psykologisk behandling, der er bedre end de andre. Så hvad med barndommen? Er det nødvendigt, at klienten hanker op i sin mentale kuffert og rejser tilbage til barndommens minder? Og kan rejsen overhovedet lade sig gøre på ti konsultationer? Det er nemlig in med korttidsterapi – nogen gange mindre end de ti.

Man nupper ikke lige barndommens strabadser med et hurtig snuptag – og så er den i hus. Det er umuligt. Med så kort tid vender vi i stedet blikket mod nutidens udfordringer.

Ønsker du en grundigere psykologisk behandling, tager det ofte længere tid. I nogle tilfælde flere år. Sådan en flerårige mental rejse kommer som en anden sattelit i kredsløb om jorden hele vejen rundt om klientens personlighed. Og det kan også være nødvendigt.

Hvis du ikke kan undslippe en skæv barndom med svigt og traumer, og den fortsætter med at forpeste dit liv ved at æde løs af din livskvalitet, så er mit råd til dig at være ærlig. Vær ærlig over for den psykolog, der lægger ører til din historie.

Er fortiden imidlertid uvedkommende for dig, og dine ønsker går i andre retninger, så gør også dette klart for psykologen.

Trækker barndommen stadig i de livkvalitetsforringende tråde, og det således er nødvendigt at få den kigget efter i sømmene, så er det min erfaring, at det er ligesom en rystet champagneflaske, hvor proppen går af helt af sig selv – barndommen melder sin ankomst, uanset om du vil ej.

Screenshot 2014-12-20 01.05.51

I min praksis oplever jeg kvinder, hvis kæresteforhold smuldrer mellem deres fingre, uden at de helt kan forstå det. Når jeg har spurgt kvinderne, hvorfor deres forhold gik i opløsning, har de af og til svaret, at deres kærester ikke tog ansvar eller svigtede dem.

Det fører ofte frem til mit næste spørgsmål – er der nogen tæt på, som ikke tog ansvar eller svigtede dem. Ofte har de svaret med tårer i øjnene, at det var deres far.

Efterfølgende er det vigtigt at få kigget nærmere på farens svigt. For psykologisk set kan der ske det, at vi alle bliver pisket rundt i nutidens manege af svigt i barndommen. Uden at vide det gentager vi mønstrene fra dengang, vi var børn. Kvinderne finder kærester, der ligner deres fædre. Og kæresterne behandler kvinderne, som fædrene gjorde dengang, kvinderne stadig var i deres livs vorden. Det ender ligesom filmen ”En ny dag truer”, hvor den stakkels hovedperson gennemlever den samme dag om og om igen. Sådan fortsætter kvindernes oplevelse af svigt, ensomhedsfølelse og manglende forståelse fra kæresterne. På et ikke-erkendt plan ønsker kvinderne at forlige sig med barndommens svigt, men det sker ikke sammen med kæresterne.

Når mennesker oplever svigt i barndommen, er det dog ikke altid ensbetydende med, at de ender i det roterende nutidshamsterhjul og gentager barndommens synder i en uendelighed. Men risikoen er der.

Hos en kvinde, der ikke kan får kæresteforholdet til at glide, er der ikke nogen lette genveje til det lykkelige forhold. Hun bliver hun nødt til at kigge dybt i fortiden og får styr på forholdet til sin far. Lykkedes det at få ryddet op på barndommens støvede hylder, kan hun fremover vælge hvilken som helst mand hun ønsker – uden at han er skåret efter farens psykologiske skabelon.

Jeg kan nævne et andet eksempel med kvinder, der tiltrækkes og forblindes af mænd med røde næser og vaklende gang – alkoholikere. Også her bliver kvinden spundet ind i barndommens psykologiske spind. Og også her kræver en befrielse fra disse snærende, mentale kæder, at kvinden får luget ud i barndomsbedets ukrudtsplanter, hvis hun vil undgå at ende i kærlighedens blindgyde i favnen på en alkoholiseret mand. Ulykkelig og med følelsen af at være uelsket og ensom. Den følelse, hun kender så godt fra sit barndomsliv.

Eksemplerne er meget almindelige. Alle bærer vi rundt på en kuffert med ting, som har præget os igennem livet. Og sådan er livet også – at stå til ansigt med sværere oplevelser. Og derfor kan der være brug for at give barndommen et ekstraordinært servicetjek og få banket rusten af gamle forældede vaner. Men det er bestemt ikke altid nødvendigt at lægge arm med barndommen hos en psykolog.

Screenshot 2014-12-20 01.11.07

lasseemilebbesen